Valg af selskabsform

Skal du vælge en personligt ejet virksomhed, et IVS, ApS eller A/S?

Som det fremgår flere steder her på siden, valgte min mand og jeg at oprette et ApS. Det er der flere grunde til, men det vigtigste er egentlig at vi ikke ønskede at sætte privat-økonomien over styr.

Flere steder på internettet kan man læse at man ikke hæfter personligt når man opretter et ApS (eller IVS eller A/S), men det er en sandhed med modifikationer.
For det er rigtigt at dine kreditorer ikke kan komme efter mere end de penge du har indskudt, altså de 50.000 kr. for et ApS, men de færreste kreditorer er faktisk interesserede i at låne dig et større beløb uden at du kautionerer privat (altså at du skal betale af egen lomme hvis firmaet ikke kan).
Det skulle vi f.eks. med den bil vi leasede, og banken har også bedt os om at kautionere for kassekreditten. Så du slipper alligevel ikke helt uden om, uanset valg af selskabsform.

Læs mere om de forskellige selskabsformer på startvaekst.virk.dk, eller f.eks. hos ditselskab.dk

Selskabsformen har også betydning for kreditvurderingen
– altså når dine leverandører skal vurdere hvor stor en kredit du kan få.
Inden vi valgte selskabsform, havde jeg fat på en lokal XL Byg, og spurgte ind til hvad deres indstilling var til IVS, ApS og enkeltmandsvirksomheder.
Svaret var at de naturligvis vurderede på mange punkter, men sådan generelt kunne de sige at de ikke gav kredit til IVS selskaber fordi de havde oplevet flere gange ikke at få deres penge, at ApS kunne få omkring 20.000 kr. i kredit mens enkeltmandsvirksomheder som udgangspunkt kunne få 30.000 kr.
Så jeg synes det er værd at bemærke, at når der er meget begrænset hæftelse, så vil dine kreditorer nok tænke mere over at du ikke er villig til at satse på firmaet – så hvorfor skulle de.

Holding eller ikke holdingselskab
Vi havde mange, mange tanker om hvorvidt vi skulle have et holding-selskab, men nåede frem til at det ville blive for dyrt i opstartsfasen.
Det er muligt at oprette et holding selskab med 50.000 kr. i indskud og så anvende pengene som ”rullende kapital” til at oprette dit ApS lige efter (ditselskab.dk beskriver det ret fint her). Men der er også visse omkostninger forbundet med det som skal med i dine betragtninger.

Her er min opsummering af fordele og ulemper:

Fordelene:
– Du kan, så snart du har afsluttet et regnskab og betalt selskabsskat, overføre dit overskud skattefrit til holding selskabet. De penge har du så mulighed for, over en årrække, at trække ud som udbytte (op til ca. 45.000 kr./år) til en lav beskatning.
– Hvis du er så uheldig at få en uoverkommelig erstatningssag eller der sker andet uforudset, som driftselskabets økonomi ikke kan holde til, har du dit overskud stående i et andet selskab, og det kan kreditorerne ikke komme efter. Hvis du derfor går konkurs har du (forhåbentlig) penge i holding-selskabet som kan anvendes til at starte et nyt selskab, hvis du har mod på det.

Ulemperne:
– Du skal oprette holding-selskabet først og derefter dit driftsselskab. Da jeg ikke var bekendt med selve proceduren for rullende kapital, nåede jeg den konklusion at det nok ville være bedst at lade en advokat tage sig af det. Det koster altså et par tusinde (minimum) oveni de ekstra 670 kr. for at oprette de 2 selskaber.
– Selskabsloven kræver at du aflægger regnskab for alle selskaber. Dvs. at du både skal have et regnskabsprogram (Du kan få f.eks. Dinero gratis, og de har en god beskrivelse af hvordan det bogføres) og bruge penge (eller blot tid, hvis du er dygtig til regnskab) på at lave/få lavet et årsregnskab. En revisor tager ca. 10.000 for et simpelt årsregnskab.

Mht. sikkerheden, så har vi valgt at gardere os så vidt som muligt ved at have både erhvers- og produktansvarsforsikringer. De koster ikke alverden og på den måde håber vi at virksomheden er godt sikret. Og så mener vi godt at kunne undvære et holdingselskab (især også administrationen i det 😉 )

 

Du burde nu være klar til at oprette din virksomhed.